Apotekernævnet
 

Afgørelser i forbindelse med møde den 18. maj 2015

Sag nr.1

Klager var i denne sag utilfreds med, at apoteket havde nægtet at tage en lægemiddelpakning retur, som efter klagers opfattelse er en fejludlevering fra apotekets side.

Klager fandt således, at apoteket på baggrund af tidligere korrespondance med apoteket og apotekets leverancer burde have vidst, at klager ikke ønskede udleveret en bestemt version af et kopipræparat.

Apoteket fastholdt, at der ikke var tale om en fejludlevering. Da lægen ikke på recepten havde fravalgt substitution var apoteket forpligtet til at udlevere det billigste alternativ, hvilket man havde gjort.

Apotekernævnet fandt ikke, at det med den tidligere korrespondance kunne forventes, at apoteket var klar over, at klager ikke ønskede det bestemte kopipræparat.

Apotekernævnet fandt, at ansvaret herfor ikke var apotekets, idet det var i dialog med lægen, at ordinationen var ændret fra originalpræparatet til en anden version af kopipræparatet. Lægen havde således ved at anføre "Ej S" på recepten kunnet sikret sig, at der ikke skete substitution til det billigste præparat, hvilket lægen tidligere havde gjort.

Apotekernævnet fandt således ikke grundlag for at udtale kritik af apoteket.

Sag nr. 2

I denne sag var klager utilfreds med, at apoteket i forbindelse med udlevering af et lægemiddel havde anført fejlagtig indikation på doseringsetiketten. Klager var endvidere utilfreds med, at apoteket ikke havde besvaret en mail-henvendelse om sagen.

Apotekeren erkendte i sin udtalelse den fejlagtige indikation på doseringsetiketten. Apotekeren beklagede, at apoteket ikke havde været opmærksomt på fejlen i forbindelse med ekspeditionen.

Apotekeren har også beklaget, at klagers mail ikke var blevet besvaret men oplyste at det skyldtes, at mailen aldrig var kommet til apotekerens kendskab, selvom det kunne konstateres, at der var anvendt korrekt mailadresse.

Apotekernævnet fandt ikke at kunne behandle spørgsmålet om den fejlagtige indikation på doseringsetiketten. Dette er et spørgsmål om, hvorvidt apoteket har levet op til kravene om receptkontrol i receptbekendtgørelsen. Dette påses af Sundhedsstyrelsen, hvorfor Apotekernævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil.

For så vidt angår den manglende besvarelse af klagers henvendelse lagde Apotekernævnet til grund, at mailen er afsendt til den korrekte adresse. Apotekernævnet fandt imidlertid også at kunne lægge til grund, at mailen af en uforklarlig årsag ikke er kommet frem til apoteket eller til apotekerens kendskab.

Apotekernævnet fandt på den baggrund samlet set ikke er grundlag for at udtale kritik for manglende overholdelse af God Apotekerskik.

Sag nr.3

Klager var i denne sag utilfreds med apotekets håndtering og service i forbindelse med en ekspedition af en recept på et lægemiddel til klagers mand, som dagen før dagen før været på skadestuen med en voldsom betændelsestilstand. Lægemidlet var imidlertid i restordre, hvorfor apoteket ikke havde lægemidlet på lager.

Klager var utilfreds med medarbejderens attitude og med, at apoteket havde foreslået, at medicinen måske kunne fås i Odense i stedet for, at apoteket straks havde undersøgt, om andre apoteker havde medicinen på lager.

Apoteket har i sin udtalelse bekræftet klagers oplysninger om, at det ordinerede lægemiddel var i restordre. Apoteket har endvidere oplyst, at medarbejderen efter samråd med to kolleger fik kontakt til sygehuset for at få ændret ordinationen. Det skete og klager kunne inden for en time afhente medicinen. Apoteket oplyser, at man ikke har oplevet stemningen anspændt eller uhøflig.

Apotekernævnet fandt, at udgangspunktet for klagen var, at apoteket ikke kunne udlevere det lægemiddel, som var ordineret til klagers mand. Det skyldes, at lægemidlet var i restordre fra producentens side. Nævnet bemærkede, at dette i sig selv ikke kan give anledning til kritik af apoteket.

Apotekernævnet noterede sig, endvidere, at apotekerne ikke har adgang til oplysninger om andre apotekers lagerbeholdning. Hertil kommer, at der i den konkrete situation var tale om en generel og længerevarende restordreproblematik, hvorfor kontakt til andre apoteker formentlig ikke havde ført til andet resultat.

Apotekernævnet konstaterede, at apoteket i løbet af relativ kort tid på en weekenddag fik løst situationen, hvor et ordineret lægemiddel ikke kunne skaffes.

Apotekernævnet bemærkede endelig, at der var uoverensstemmelse mellem klagers og apotekets opfattelse af stemningen/situationen i forbindelse med ekspeditionen. Klager har beskrevet medarbejderen som "synligt irriteret". Apoteket har på den anden side ikke opfattet stemningen som anspændt eller uhøflig.

Apotekernævnet fandt på det foreliggende grundlag ikke at kunne fastslå det præcise hændelsesforløb for dette forhold.  

Apotekernævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at udtale kritik af apoteket.

Sag nr.4

Klager havde i denne sag anført, at det gentange gange skete, at det ordinerede medicin ikke kunne udleveres, og at klager flere gange har været udsat for, at der gik 2-3 dage, før medicinen var til rådighed.

Klager oplevede dette som bevidst chikane fra apotekerens side.

Apotekeren har i sin udtalelse taget kraftigt afstand fra påstanden om, at der skulle være tale om chikane.

Apotekeren har i den forbindelse redegjort for apotekets levering af lægemidler til klager siden 1. november 2014. Af redegørelsen fremgik, at der ud af 19 gange alene i ét tilfælde er sket levering 2 dage efter bestilling, mens alle andre bestillinger var leveret samme dag som bestilling eller dagen derefter. 

Apoteket har endvidere redegjort for apotekets praksis for situationer, hvor apoteket ikke kan levere samme dag, ligesom der er redegjort for baggrunden for, hvorfor apoteket ikke altid har det ønskede lægemiddel på lager.

Endelig har apoteket oplyst, at man har taget kontakt med klagers læger med henblik på at drøfte en hensigtsmæssig ordination til klager, således at apoteket har en fair mulighed for at levere.

På baggrund af apotekerens oplysninger fandt Apotekernævnet ikke grundlag for at kritisere apoteket for manglende overholdelse af God Apotekerskik.